Om nabomisundelse og gode dage

Lige nu er jeg rigtig meget påvirket af kvinder omkring mig, der er gravide. Ikke så meget hende jeg møder på gaden med den store mave eller enkelte som jeg følger over SoMe. Nej, det er mest kvinder jeg kender. Fx en kollega, der på Facebook annoncerede sin graviditet. Eller naboen overfor, som åbenbart lige er gået på barsel. Hun ”generer” mig mest. Fordi jeg kan se det hver dag. De bor lige overfor og fordi vi begge er hjemme, kan jeg holde øje med hende igennem vores store gulv-til-loft-vinduer. Den ironiske glæde af at bo i moderne etage-nybyg med masser af vinduer. Man kan følge med i lidt for meget.

Jeg havde en mistanke allerede i foråret, men det blev så bekræftet da hun lavede et opslag på vores interne beboernetværk. Egentlig tror jeg aldrig, at vi har talt sammen, så jeg kender hende ikke. Jeg har siddet i bestyrelse med hendes mand, så jeg ved de er omkring vores alder og at de er gift nogle uger efter os. Så ubevidst sammenligner jeg åbenbart mig med dem. Det er dumt og latterligt. Jeg ved jo intet om dem eller om de har kæmpet med fertilitetsproblemer i årevis. Men det er så åbenbart noget, der påvirker mig ret meget.

Værst er de dage, hvor jeg har det dårligt, hvor mine tanker løber af med mig og alt føles komplet uoverskueligt. Her den anden dag prøvede hun tøj på. Med sin store flotte mave. Og jeg sidder bare her og sumper i sofaen og er misundelig. De dage kan være svære at rumme. Jeg skulle jo bare gå ud og lave noget andet, så jeg ikke bliver konfronteret med synet. Men det er svært når jeg er ramt af at være handlingslammet. Og det har der været en del af her på det seneste. Det er lidt svært at rumme og være i.

I dag er heldigvis en god dag og jeg føler, at tingene går den rigtige retning. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, men i dag kan jeg godt rumme dem. Det er også primært positive tanker, gå-på-mod og ikke mindst en tro på, at det alt sammen nok skal blive rigtig godt. Og jeg kigger ikke – særlig meget – over på deres vinduer.  Når jeg gør, kan jeg sagtens abstrahere fra det. Jeg synes det er dejligt for dem og tror inderligt på, at det en dag også bliver vores tur en dag.

Tidligere på ugen talte jeg med en fertilitetsterapeut, hvor jeg havde fået 2 gratis coaching-sessioner. Hun siger, at det her med at tabe sig, som er en ubehagelig proces, for at gå igennem et fertilitetsforløb, der også er en ubehagelig proces, for i sidste ende måske/måske ikke stå med et barn i armene, det er den værste gulerod. Jeg er helt enig med hende. Det er en forfærdelig rejse og følelsesmæssig rutsjebanetur, der kan være noget så emotionelt drænende for én selv, ens partner og ikke mindst ens omgivelser, hvis man vælger at dele det med dem.
Mange vælger ikke at dele rejsen. L vil helst bare holde det hele mellem ham og mig. Jeg er meget modsat; jeg har brug for at tale rigtig meget om det hele, så vi skal finde en balance, hvor vi begge kan være i det. Vi er blevet enige om at fortælle det til de nærmeste og dem vi ses mest med. Hans forældre, min lillesøster, evt. enkelte venner.

Jeg kender ikke rigtig andre, der står i samme position som mig selv. Faktisk udover min lillesøster, men de er – så vidt vides – ikke så langt i processen som os. Altså i det her med, at man (jeg) skal tabe mig så meget som muligt, for at have en lav nok BMI til at kunne blive godkendt til offentlig fertilitetsbehandling, medmindre man betaler sig fra det, hvor det igen er en fordel at tabe mig så meget som mulig, da at være tyk kan give mange problemer under en graviditet. Og så har jeg ikke engang nævnt hele fertilitetsprocessen endnu.
Åbenbart kender L flere, der har været i fertilitetsbehandling, bl.a. flere kollegaer. Vi er ikke så tætte med dem, at jeg lige kan ringe at spørge. De eneste jeg kan snakke om behandling med er min kollega-veninde, som var det samme igennem for 7 år siden. Men det her med at tabe mig 20-30 kg inden, den del føler jeg mig meget alene med. Og så er det ikke nemmere at være stress-ramt og muligvis lave en 360 grader på mig selv og mit liv…

Som sagt, i dag er en god dag, hvor jeg godt kan rumme det hele. Jeg havde i formiddags en karrieresparringssamtale med min fagforening, hvor jeg fik sat styr på nogle af mine tanker og nogle flere øvelser til netop at finde ud af hvad der skal ske i mit liv. Jeg var allerede godt i gang og har researchet meget, som han anbefalede. Og det gav mig blod på tanden til at arbejde videre med tankerne og få dem ned på skrift.
Jeg har også oprettet mig på Madlog igen-igen, for at få bare lidt styr over hvor mange kalorier jeg får indenbords sådan ca. Aller helst ville jeg jo godt være det foruden, men når jeg igen ser vægten kravle opad, fremfor nedad, så føler jeg, at jeg bliver nødt til at have noget mere håndfast at arbejde med.
I dag tror jeg på det hele!