Hvem er jeg egentlig?
Jeg er Utte. Jeg hedder noget andet, men mine venner kalder mig Utte, så det får
I også lov til.
Jeg er på stående for 34 og står midt i en mindre livskrise.
Det fylder rigtig meget og er krydret af et barneønske, som i og for sig også
er en livskrise. Så det skriver jeg rigtig meget om. Eller det er i hvert fald
planen og derfor jeg oprettede bloggen. Hvad det så må føre med sig, det tager
vi undervejs.
Jeg er gift med L
og vi har en lille hund, Coco. Coco havde jeg før jeg mødte L, så på en måde
fik han sig en pre-started family, selvom det nok ikke var den slags
pre-started family han havde forestillet sig.
L og jeg mødte hinanden på Tinder. Jeg var lige kommet ud af et møgdårligt
forhold og L var den første fyr jeg var på date med. Det var egentlig bare for
at komme i gang med at date igen og mærke, at det var definitivt slut mellem
min ex og mig. Allerede fra første øjeblik L og jeg mødtes, vidste jeg at han
var for god til at være en rebound. Jeg havde også fået mine følelser godt og
grundig knust, så jeg var et værre rod, da L kom ind i mit liv. Vi tog det
meget stille og roligt, og L har allerede i de få måneder i starten måtte stå
model til mange underlige ting. Men han var så god og rolig, og blev der for mig
og jeg følte, jeg landede det helt rigtige sted. Her var ham, jeg havde ledt
efter, uden at jeg nogensinde havde troet at han skulle se sådan ud eller være,
som L var og er.
Det var lige ved at gå galt, hvor jeg efter 1½ måned inviterede L med til min lillebrors
fødselsdagsfest. L havde ikke lyst til at komme og de sidste par dates inden
havde været mest af venskabelig karakter. Jeg havde også besluttet, at det var
sidste chance for L. Heldigvis fik han et venligt puf af en ven, dukkede op til
festen og endte med at gå hjem med mig. Derefter kunne vi ikke undvære
hinanden. I was hooked on the love drug.
I dag er L min bedste ven, kæreste, mand, støtte, sparringspartner og meget,
meget mere. Han er min støtte og klippe, går mig på nerverne, får mig ned når jeg
har fantaseret for meget og passer bare rigtig godt på mig. Her har jeg hjemme
og han har det på samme måde.
Vi har tit snakket om hvor tæt på det var, at vi aldrig var blevet kærester og
det er lidt skræmmende at tænke på. Heldigvis skete det ikke og 3,5 senere
kunne vi sige JA til hinanden og vores venner og familie. Vennen, der gav et
venligt puf, var toastmaster og episoden blev også nævnt undervejs i en tale
eller to.
Jeg joker lidt
med, at L og jeg har mødt hinanden på den moderne måde og at vi derfor også skal
have børn på den moderne måde.
Vi har prøvet at få børn efter ca. 1½ års forhold. Vi var begge 30+, L nogle år
ældre end mig, så vi havde tidligt i forholdet snakket om vores fremtidsønsker
sammen. Heldigvis var vi enige og ønskede begge en familie, så da min kobberspiral
måtte ud af medicinske grunde, var det oplagt at starte på den rejse sammen. En
rejse, som vi stadig er på. For det skulle vise sig ikke at være så nemt.
Vi er begge plussize. Og efter mødet med hinanden, har vi også taget
kæreste-kilo på. Så vi blev lidt tykkere.
Jeg har altid været tyk, så det har ikke nødvendigvis generet mig, selvom jeg
også har været på mange forskellige kure undervejs. Jeg lærte mig selv i en tidlig
alder, at jeg lige så godt kunne få det bedste ud af min situation og med den
krop jeg nu engang havde. Og hvorfor gå og gemme mig, bare fordi jeg var tyk?
Jeg kunne jo gøre præcis de samme ting, som så mange andre: Danse, bevæge mig,
shoppe (dog begrænset i hvilke butikker), flirte og være sexet. Jeg tror, at
fordi jeg tidligt har taget et aktivt valg om hvem jeg ville være, så var min
selvtillid ret god. Og ikke mindst, at jeg altid har følt mig mere tilpas i
stramtsiddende tøj, fremfor at gemme mig væk i løse, uformelige kjoler. Derfor
har det aldrig været et problem for mig at flirte med mænd og jeg brugte det
meste af mine 20’ere på at være single, have det sjovt, men ikke mindst lede
efter en kæreste.
Der har nok været så mange andre ting i vejen med hvorfor det ikke lykkedes at
finde en kæreste, men i mit hoved satte jeg lighedstegn mellem at blive droppet
eller kun kunne bruges til sex med det at være tyk. Altså at mænd kun ville
være kærester med de tyndere piger og ikke med en tyk én som mig. I forvejen
havde jeg et forkvaklet forhold til mad, som var bygget op fra barnsben. Der
var derfor aldrig langt i mellem at prøve en kur eller et eller andet slankeprodukt.
Jeg har prøvet det meste. Intet virkede og set i bagklogskabets klare lys, så ville
det nok heller aldrig komme til det. Men det er jo svært at se, når man står i
det.
Men altså til
sidst dukkede han jo op, den kære L og vi kunne langsomt starte projekt baby.
Det skulle bare vise sig, at det ikke var så nemt, som vi ellers var blevet
tudet ørene til i vores ungdom.
Efter et års tid gik jeg til lægen, fik en henvisning med henblik på en
udredning og det samme gjorde L. Dommen: intet i vejen med mig, udover at jeg
var for tyk. L havde ”let nedsat sædkvalitet”. Det er der ikke noget mærkeligt
i og kan afhænge meget af dagsformen.
Så tilbage til tegnebrættet og afvente hvad der så skulle ske. Samtidig med
hele det her udredning, var jeg blevet enormt fokuseret på mit underliv og
begyndte at mistænke at der også var noget endometriose, der spøgede dernede. Endometriose
er kort fortalt livmoderslimhinde, der ikke løber ud i forbindelse med menstruationen,
men i stedet løber ud i bughulen, hvor det sætter sig på de andre organer, der
er i bughulen, fx livmoder, tarme osv. Fordi det er ”hormonvæv” og stadig
sidder i kroppen, bliver vævet stadig påvirket af efterfølgende cyklusser, så med
tiden bliver det kun værre.
Problemet med endometriose er, at du ikke rigtig kan undersøge det medmindre du
bliver opereret eller får en kikkertundersøgelse – og det gør man kun i meget
slemme tilfælde. Jeg er heldigvis ikke i den slemme kategori, men nok til at
det påvirker mig dagligt og jeg konstant kan mærke en murren i underlivet, der er
værst i perioden efter ægløsning indtil menstruationen. Hvordan kurrer man
endometriose? Graviditet, for så er der i en periode pause for cyklussen. Hvad
har man svært ved? At blive gravid. Ironisk, ikke?
Jeg fik en ny henvisning og tog kontakt til en fertilitetsklinik, der bl.a.
arbejdede med PCOS. Her blev der lavet diverse undersøgelser og lægen kunne
konstatere at jeg lider af insulinresistent. Altså at jeg på nuværende
tidspunkt har et forstadie til sukkersyge. På den ene side var det enormt
befriende at få at vide hvad der var i vejen med mig, på den anden side føltes
det lidt som en dom. Men heldigvis kan der gøres noget ved det og med hjælp fra
medicin kom der styr på insulinresistensen og jeg fik tabt mig kærestekiloerne
og lidt til. Endelig kunne vi begynde på fertilitetsbehandling.
3 inseminationer senere, en følelsesmæssig rutsjebane og en stresssygemelding
med opsigelse fra mit arbejde senere og det føles ikke som om vi overhovedet
tættere på drømmen om at starte vores egen familie.
Det føles som om
alt lige nu er kastet op i luften og jeg står nedenunder alle boldene og prøver
at finde ud af hvilke jeg skal gribe. Jeg ved godt at L hjælper og også kan
gribe nogle af boldene, men flere af dem skal jeg selv gribe. Fx hvad der skal
ske rent karrieremæssigt med mig. Jeg har lyst til at omskole mig, en tanke jeg
har haft længe og hælder mest til, men det kommer til at have enorme
konsekvenser for os herhjemme. Og hvordan passer man det lige sammen med fertilitetsbehandling
og ikke mindst en eventuel graviditet, for ikke at tale et barn og hvad der
hører til det? Og hvordan får vi det lige til at hænge sammen med økonomien? Derudover
er der hele stress-aspektet, er jeg kommet videre, er der styr på det eller
kaster jeg mig i virkeligheden over noget nyt, uden at have styr på basen?
Så altså, hej! Jeg
er Utte og i en mindre livskrise. Velkommen til rutsjebanen.
Kommentarer
Send en kommentar